Profil: Torben Kaas
Strandhusene
Mine billeder udspringer vel af en form for naturalisme skulle jeg mene. De bliver skabt både udendørs og indendørs og får tilført passende mængder vejr, vind og inspiration fra Bisserup, hvor jeg bor og har mit værksted.
Huse har længe været centrale i mine billeder. Ofte strandhuse eller gårde.
Når jeg maler dem, bliver de i processen personificeret og portrætteret i et stærkt ekspressivt udtryk, og forvandles til selvstændige abstrakte objekter, som finder plads i landskabet. I samspil med havet og himlen.
Billederne er præsenteret i Tom Jørgensens bog "101 Kunstnere 2022/23" (Frydenlund)
Dette er 13. udgave af kunstårbogen, der viser værker af danske kunstnere på et højt kvalitetsniveau.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden:
Lyset
Lyset synes næsten at komme indefra. Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven.
Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken.
Intuitivt og ekspressivt maleri
Teknikken og optikken minder om impressionisternes med den vigtige forskel, at disse brugte små kommalignende penselstrøg, anvendte rene ublandede farver og fokuserede al deres energi på præcist at fange sollyset på det og det tidspunkt af døgnet og på den bestemte tid af året. Derfor føles deres malerier også realistiske. Som noget, der er set, observeret og gengivet på en så objektiv måde som muligt.
Sådan er det ikke med Torben Kaas´ malerier. Han arbejder med brede penselstrøg, voldsommere kontraster mellem lys og skygge og med ridser og hakker i malingen efterladende en grovere tekstur enkelte steder. Resultatet er et mere dramatisk, intuitivt og ekspressivt maleri end impressionisternes.
Spirituel oplevelse
Det føles, som om Torben Kaas overskrider naturalismen især i lys/skygge-virkningerne. Lyset synes magisk, og når han lader en skakt af hvide og lyseblå toner stråle ned over den mørke jord og den faste materie, er virkningen som i en skabelsesberetning: det guddommelige skær, der opløser Kaos på den første dag.
Man kan kalde denne oplevelse spirituel, religiøs, magisk eller, hvad man nu vil. Hovedsagen er, at vi alle har haft den: betragtende en specielt pragtfuld solnedgang, et bestemt lysskær hvilende over landskabet eller solens gule stråler, der pludselig bryder igennem uvejrsskyerne. Selv for en højteknologisk sjæl i det 21. århundrede er sådanne oplevelser stadig bjergtagende.
Universelle malerier
Det gør derfor heller ikke så meget, at vi ikke præcist kan identificere Torben Kaas´ geografiske udgangspunkt. Det kan være alle steder, selvom man nok aner, at vi er på den nordlige halvkugle og, farverne taget i betragtning, i det Skandinavien, vi deler som levested med kunstneren. Pointen er bare, at dette er universelle malerier med universelle referencer.
Når man ser på Torben Kaas malerier, genoplever man de magiske øjeblikke, man selv har haft i naturen og landskabet. Man digter med, man husker, og man glædes.