Profil: Randi Rosa
Randi Rosa (årgang 1967)
Jeg har arbejdet med billedkunst siden 2019 og har løbende taget kurser for at have de grundlæggende principper og teknikker på plads. Ellers er min tilgang meget simpel: Jeg leger mig igennem processen – og det bliver jeg ved med.
Mine abstrakte malerier er aldrig planlagt på forhånd. De opstår i en fri, nysgerrig og ofte ret uforudsigelig proces, hvor jeg eksperimenterer med farver, former og materialer gennem mange lag. Jeg starter aldrig med et facit, og det er præcis det, der gør det sjovt. Det giver plads til fejl, overraskelser og spontane indfald. Faktisk er det tit i det uventede, at de mest interessante ting sker.
Jeg elsker at afprøve nye veje, og min kunst er derfor altid i bevægelse. Nye teknikker og skæve idéer finder hele tiden vej ind i mit atelier. Selvom udtrykket på lærredet skifter, er den røde tråd altid til at få øje på – den er drevet af de ting jeg godt kan lide, min hang til eventyr og en god portion humor.
Når et maleri er færdigt, går jeg på opdagelse i det. Med hver titel følger derfor en lille fortælling – en slags moderne fabel med et humoristisk glimt i øjet. Fortællingen er mit bud på den stemning eller situation, jeg ser i billedet. Derfra er det helt op til dig, om du vil digte videre på min historie, eller om du finder på et eventyr helt selv.
På bagsiden af malerierne er påsat et ægthedsbevis, samt den lille fabel.
Modtaget undervisning af Bettina Holst 2021-2023, Judy Woods 2024-2025, Nino Yuniardi 2026, Deni Rayneau 2026


